Hvordan får du et godt indeklima, når du har pollenallergi?

Hvordan får du et godt indeklima, når du har pollenallergi?

Pollensæsonen kan være en udfordring – ikke kun for dig som allergiker, men også for dit indeklima. Der er hjælp at hente!

POLLENALLERGI

Kløende øjne, kildren i næsen, nys og irriterede slimhinder. Er du allergisk over for pollen, kender du symptomerne. I Danmark er pollensæsonen lang – hassel og el begynder allerede at sprede deres mikroskopiske blomsterstøv i februar, og de forhøjede pollental fortsætter helt ind i efteråret med bynke.
For pollenallergikere er det en tid, hvor man kan have lyst til at bure sig inde 24/7 og tape vinduerne til. Men den adfærd er ikke gavnlig for dit indeklima – og et dårligt indeklima er ikke gavnligt for dig.

Glem ikke at få luftet ud

Mange pollenallergikere undgår at lufte ud, fordi der så kommer pollen ind ad vinduerne. Men regel nr. 1 for et godt indeklima er at få skiftet luften. Ellers ophober der sig skadelige stoffer som partikler, kemikalier, bakterier og allergener.

Mange med pollenallergi vælger også at tørre vasketøj indendørs, så der ikke sætter sig pollen på det udenfor. Men det er skidt for indeklimaet, for en gennemsnitlig tøjvask på 4-6 kilo afgiver i snit 2,5 liter vand til omgivelserne. Og hvis man holder vinduerne lukkede, bliver fugten indendørs og giver gode vækstbetingelser for skimmelsvamp og husstøvmider. Som også kan give allergiske reaktioner.

Så hvis du tørrer tøj indenfor, ikke lufter ud og endda bruger mere tid indendørs, bliver du også mere udsat for det dårlige indeklima, du skaber.

Så hvad gør man?

Astma-Allergi Danmark anbefaler, at man lufter ud 3 x 5-10 minutter om dagen. I pollensæsonen kan du lufte ud tidligt om morgenen og sent om aftenen, hvor der ikke er så meget pollen i luften. Midt på dagen er pollenmængden højest, så her er der ikke noget at gøre – der gør du klogest i at holde vinduerne lukkede.

Der findes også pollennet, man kan sætte for vinduerne. De fjerner ikke pollen 100 %, men reducerer mængden, der kommer ind. Pollen har forskellig størrelse, og de mindste har lettere ved at slippe igennem nettet.

Det mest effektive værn mod pollen indendørs er et ventilationsanlæg. Et pollenfilter i anlægget fjerner pollen fra den luft, der sendes ind i boligen. Og har du fået pollen med ind udefra på tøjet eller i håret, bliver det faktisk også filtreret fra, når indeluften suges ud igen gennem et filter.

På den måde kan du få den forurenede luft ud og få frisk luft ind – uden det irriterende blomsterstøv, der pænt må blive udenfor, hvor det hører til.

 

Kilder: Astma-Allergi Danmark, Bolius